Demenskor - for mennesker med demens og deres pårørende

Ansøger
Aktivkomiteen i Sennels
Bevilling
DKK 59.280
Projektperiode
2024 - 2025
Beliggenhed
Nordjylland
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2024
Frirum og fællesskab
Mange mennesker med demens oplever, at de ikke længere kan deltage i foreningsliv, fællesskaber og kulturaktiviteter. De har svært ved at følge med eller rumme de mange stimuli, hvilket ofte får dem til at trække sig tilbage.
Pårørende bliver også isolerede, efterhånden som demenssymptomerne forværres, da de ofte må blive hjemme og har svært ved at finde fælles aktiviteter. Begge parter har altså behov for positive, fælles oplevelser.
Det er netop denne udfordring, Aktivkomiteen ønsker at afhjælpe ved at skabe et kor for både de demensramte og deres pårørende. Koret skal fungere som et frirum, hvor begge grupper kan deltage i musikalske aktiviteter uden pres eller krav om præstation.
Musik som terapeutisk redskab
Det er vigtigt at understrege, at målet ikke er at opnå et specifikt resultat eller en koncert. Aktiviteten i sig selv er målet. Det primære fokus er, at deltagerne har en god oplevelse og får lyst til at komme igen.
Når en deltager, selv med fremskreden demens, husker sangtekster og synger sammen med andre, oplever de en følelse af mestring og at kunne deltage i et fællesskab. Samtidig får de pårørende et tiltrængt pusterum og mulighed for at møde andre i lignende situationer.
Koret vil blive ledet af en uddannet musikterapeut, der er trænet i at arbejde med mennesker med demens. Koret mødes omkring 40 gange i løbet af det kommende år, og hver session varer en time med en indlagt pause, hvor der er tid til socialt samvær. I alt kan 40 personer deltage i koret.