Fra påbud til trivsel
Ansøger
S/I FGU-Midtjylland
Bevilling
DKK 250.000
Projektperiode
2024 - 2025
Beliggenhed
Midtjylland
Status
Igangværende
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2024
Ny indsats skal styrke arbejdsmiljøet
FGU-Midtjylland omfatter to skoler i henholdsvis Viborg og Silkeborg, som tilbyder forberedende grunduddannelser til unge, inden de starter på uddannelse eller job. Institutionen har gennemgået flere større ændringer de seneste år, hvilket har påvirket trivslen blandt medarbejderne på skolerne. De oplever udfordringer med brok og dårlig kommunikation, som dræner medarbejderne for energi og engagement.
Derfor starter FGU-Midtjylland projektet 'Fra påbud til trivsel' med målet om at forbedre arbejdsmiljøet og trivslen på skolerne. Særligt medarbejderne på Viborg-skolen står over for store udfordringer og projektet giver dermed ekstra støtte til dem. Her arbejdes der med at implementere konkrete værktøjer, der skal sikre bedre teammøder og en sundere samarbejdskultur.
Ledelsen spiller en central rolle i projektet og skal klædes på ift. arbejdet med en kulturforandring. De vil modtage supervision af en ekstern konsulent, både i som samlet ledergruppe og individuelt. Dette skal sikre, at de effektivt kan støtte og drive forandringerne. Målet er at skabe en arbejdsplads med positiv energi og god kommunikation.
Kompetencedage og supervision skal fremme trivsel
Indsatsen tager udgangspunkt i KRAP-metoden (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksisindsats), der fokuserer på positiv forandring gennem anerkendelse og ressourcer. Ledelsen vil blive trænet i metoden for bedre at forstå deres rolle i arbejdskulturen. Derudover skal de arbejde med værktøjer til håndtering af situationer, hvor der fokuseres på negative fortællinger i plenum og i grupper.
Medarbejdere deltager derefter i en fælles kompetencedag, hvor de arbejder med KRAP-metoden og samarbejder om at skabe en kultur med en fælles identitet som FGU-ansatte. Derudover afholdes tre særskilte kompetencedage på hver skole, hvor der fokuseres på at integrere KRAP-metodens værdier i praksis.
Indsatsen løber fra september 2024 til december 2025. Ved projektets afslutning forventer FGU-Midtjylland, at indsatsen har skabt en mere engageret og velfungerende arbejdskultur, hvor medarbejderne trives og arbejder sammen om at opfylde skolens mål.