Trivsel og fastholdelse i Altan.dk
Ansøger
Altan.dk
Bevilling
DKK 250.000
Projektperiode
2023 - 2023
Beliggenhed
Sjælland
Status
Igangværende
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2022
Høj personaleomsætning skaber arbejdspres
Altan.dk har oplevet en høj personaleomsætning, hvilket har medført lang oplæringstid, som har påvirket hele produktionen. Der er derfor opstået et højt arbejdspres, som har indvirkning på trivslen.
Ansøger Stina Pipper, som er tidligere HR, miljø og sikkerhedsansvarlig i virksomheden, beskriver: ”Nye medarbejdere rejser videre efter kort tids ansættelse og det skaber svære arbejdsvilkår for de tilbageværende medarbejdere. Derfor ønsker vi at sætte fokus på mental trivsel, fastholdelse og lederudvikling i virksomheden.”.
Virksomheden modtager derfor en bevilling fra Velliv Foreningen til et forebyggende tiltag, som bl.a. skal sikre fastholdelse af medarbejdere.
Hele organisationen involveres
Alle afdelinger i Altan.dk påvirker hinanden, og derfor er det vigtigt, at hele organisationen involveres i projektet.
Helt konkret består projektet af følgende aktiviteter:
- Kickoff med ledergruppen.
- Måling af den mentale sundhed.
- Udarbejde personprofiler på alle medarbejdere.
- 360 graders evaluering af ledere samt fælles opsamling.
- Workshop i de enkelte afdelinger.
- Løbende opfølgning på igangsatte aktiviteter.
- Fælles arrangement.
Projektet forventes at komme 64 medarbejdere og 11 ledere til gode, og afvikles i løbet af 2023.