Mental trivsel i de tyske børnehaver i Sønderborg
Ansøger
Deutsche Kindergärten Sonderburg
Bevilling
DKK 197.000
Projektperiode
2024 - 2025
Beliggenhed
Syddanmark
Status
Igangværende
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2024
En støtte til ledere og medarbejdere
Deutsche Kindergärten, en selvejende institution i Sønderborg, har i en længere periode oplevet uro på ledelsesfronten, hvilket har resulteret i, at mange medarbejdere har oplevet manglende trivsel og mistillid.
Sideløbende skal institutionens nuværende fire børnehaver sammenlægges til tre. Projektet giver derfor institutionen en oplagt mulighed for at støtte ledere og medarbejdere i at styrke deres mentale trivsel, så de står bedre rustet til at håndtere de nye udfordringer, som sammenlægningen medfører.
I bestræbelserne på at skabe en sundere arbejdsplads er det vigtigt, at alle niveauer i institutionen involveres i projektet. Ved at inddrage både ledelse og medarbejdere i processen, sigter man mod at fremme en kultur, hvor trivsel og samarbejde er i fokus.
Styrket trivsel og samarbejde
Projektet er inddelt i tre faser. Første fase fokuserer på kortlægning af medarbejdernes styrker og talenter for at skabe stærke teams under afdelingssammenlægningen, støttet økonomisk af det tyske mindretal i Sønderborg. Dette fundament skal sikre et effektivt samarbejde i den nye struktur.
Anden fase handler om personligt lederskab og mental trivsel gennem PERMA-modellen, som styrker positive følelser, engagement og mening. Tredje fase koncentrerer sig om at opbygge stærke teams og fælles trivsel ved hjælp af psykologisk kapital, feedback og en kultur med fælles ansvar.
Med denne indsats håber Deutsche Kindergärten at skabe et bæredygtigt og positivt arbejdsmiljø, hvor både ledere og medarbejdere føler sig trygge, værdsatte og motiverede. Indsatsen kommer til at gavne de 10 ledere og 50 medarbejdere og forløber fra september 2024 til udgangen af maj 2025.