God trivsel på arbejdspladsen i soloselvstændige virksomheder

Konsulent Bettina Skårup modtager 356.835 kr. til en landsdækkende indsats, der skal inspirere soloselvstændige til at tage professionelt ansvar for egen HR-ledelse og for et mentalt sundt arbejdsmiljø i virksomheden.

WEB_FOREDRAG.png

Ansøger

bettinaskaarup.dk

Bevilling

DKK 356.835

Beliggenhed

Hovedstaden

Status

Afsluttet

Pulje

Vores branche

År

2021

Tage ansvar for egen HR-ledelse

Der er som bekendt ikke chefer, ledere eller HR-afdelinger i soloselvstændige virksomheder til at skabe og vedligeholde et fokus på den mentale sundhed og trivsel på arbejdspladsen. Herudover er ejeren både egen chef og egen medarbejder, og derfor har ingen formelt ansvaret for trivslen. 

Derfor modtager konsulent Bettina Skårup en bevilling fra Velliv Foreningen til en landsdækkende indsats med målet om, at soloselvstændige tager et professionelt ansvar for egen HR-ledelse og for et mentalt sundt arbejdsmiljø i virksomheden. 

De soloselvstændige får via projektet en række værktøjer, der skal bidrage til, at de prioriterer at skabe et sundt psykisk arbejdsmiljø for sig selv, således at de efter projektophør kan videreføre arbejdet systematisk. Konkret skal projektforløbet, procesværktøjer og videnformidling bidrage til at forebygge stress, dårlig trivsel, dårlige søvnvaner, for lange arbejdsdage og usundt arbejdsmiljø hos målgruppen af soloselvstændige virksomheder.

Netværksgrupper, mentorstøtte, videndeling og årshjul

Indsatsen består af følgende komponenter:

• Faciliterede sparrings-/netværksgrupper for 40 virksomheder, der også tilbydes individuel coaching/sparring. 
• Videndeling om mental sundhed samt skabeloner, refleksionsøvelser og processer, der samles i en ’HR-håndbog for soloselvstændige’.
• Procesdesign til efterfølgende fortsat forløb, så netværksgrupperne kan fortsætte på egen hånd.
• Udvikling af årshjul, der skal bidrage til en fortløbende ledelse af egen mentale sundhed for alle interesserede. 

Projektet tilbud udbydes i samarbejde med Danske Soloselvstændige, hvis bestyrelse - der alle driver solovirksomheder - også fungerer som Advisory Board på projektet. Derudover er der tilknyttet en række andre relevante samarbejdspartnere, der bidrager til projektet med forskellige kompetencer. 

Projektets placering

Vis lokation på Google Maps

Resultater

Projektet er nu afsluttet. Projektet har udviklet og testet et digitalt onlineforløb, der indeholder konkrete værktøjer og viden om håndtering af mental sundhed og psykisk arbejdsmiljø for soloselvstændige. Soloselvstændige kan gratis tilmelde sig det digitale onlineforløb og et sparringsnetværk; 'God selvledelse for soloselvstændige' via denne hjemmeside: hr-for-soloselvstaendige.dk:

'God selvledelse for soloselvstændige' består af følgende moduler:
- Modul 1 – Hold MUS med dig selv: Skabelon der hjælper selvstændige med at forholde sig til sine arbejdsopgaver og arbejdsglæder. Det gøres dels fra et medarbejderperspektiv og et lederperspektiv og bidrager til, at der laves en plan for det fremtidige arbejde, der medtænker trivsel.
- Modul 2a - Sådan sætter du fokus på egen kompetenceudvikling: Skabelon der giver mulighed for at forholde sig til egen kompetenceudvikling og hvor meget tid og penge man ønsker at bruge på det. Det giver også anledning til at se på kompetenceudvikling som en investering.
- Modul 2b - Sådan får du prioriteret din egen kompetenceudvikling: Forslag til hvordan kompetenceudvikling prioriteres som selvstændig.
- Modul 3 - Opprioriter både dit fysiske og mentale arbejdsmiljø: Råd og skema til at få et bedre arbejdsmiljø.
- Modul 4 - Tag ansvar - for din egen frihed, fritid og for god selvledelse: op-fordring og guide til at sætte ord og forholde sig til egen følelse af frihed og gode trivsel.