Nyhed 15.11.2017

Bonuskroner til alle medlemmer og styrkelse af danskernes mentale sundhed

Foreningen Norlivs repræsentantskab har besluttet en model for bonusudbetalinger til alle medlemmer og uddelingsområder for de almennyttige aktiviteter. På tre områder vil foreningen styrke danskernes mentale sundhed med forebyggende indsatser.
_X1I5849.jpg

Det bliver alle ca. 330.000 medlemmer i foreningen Norliv, der får mulighed for at modtage bonuskroner, efter de 50 medlemsvalgte repræsentanter i dag i Kolding besluttede den endelige model for bonusudbetaling. Alle medlemmer vil, såfremt der er et tilstrækkeligt afkast af foreningens kapital, modtage en grundbonus uanset størrelsen på deres pensionsopsparing. Det er et stort skridt, vi har taget for at varetage medlemmernes interesser i foreningen, siger Peter Gæmelke, formand for foreningen Norlivs bestyrelse.

”Vi er meget tilfredse med, at vi har besluttet denne bonusmodel, som har en bred opbakning i repræsentantskabet. Medlemmerne er hjertet i foreningen, og derfor er jeg glad for, at vi nu har sikret, at alle medlemmer bliver tilgodeset. Samtidig er der en fornuftig sammenhæng mellem medlemmernes pensionsopsparinger og bonusbeløbets størrelse,” siger Peter Gæmelke.

Med beslutningen om grundbonus er der sikret et bonusbeløb til medlemmer med små pensionsopsparinger eller rene forsikringsordninger. Medlemmer med større pensionsopsparinger får en opsparingsbonus, svarende til størrelsen på medlemmets pensionsopsparing. Beslutningen om bonusudbetaling træffes, når repræsentanterne godkender regnskabet for 2017 til næste forår. I foreningens strategi fra 2016 er det fastslået, at et eventuelt økonomisk overskud skal fordeles med 80% til bonusudbetalinger og 20% til almennyttige aktiviteter.

Foreningen vil forebygge mental sundhed med tre almennyttige indsatser
Den mentale sundhed på små og mellemstore danske virksomheder kan se frem til at få en hjælpende hånd fra foreningen Norliv. Det samme kan ledelsen og de unge erhvervsaktive og førstegangsansatte. Det står klart efter, at foreningen Norliv på sit repræsentantskabsmøde har drøftet fokus i de kommende almennyttige aktiviteter.

Foreningen ønsker at fremme alle danskeres mentale sundhed gennem forebyggende indsatser. Det bliver på tre hovedområder primært inden for den private sektor, foreningen vil lægge sine kræfter. 

For det første vil foreningen støtte mindre og lokale indsatser i civilsamfundet, der fremmer god mental sundhed. For det andet vil foreningen støtte ny viden og formidling af bredere indsatser. Det kan være de nye betingelser digitaliseringen, kommunikationsteknologien og ændrede ansættelsesformer udgør for at forebygge mentale sundhedsudfordringer. Og endelig ønsker foreningen at støtte projekter, der fremmer mental sundhed på arbejdspladserne i den private sektor i Danmark.

”Foreningen Norliv har lagt tre rigtig gode spor ud for de almennyttige aktiviteter. Vi har arbejdet grundigt med få belyst de største behov for indsatser og hvor, vi kan gøre en positiv forskel. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi nu kommer i gang med det almennyttige arbejde. Samtidig håber jeg, at vi vil få nogle gode ansøgninger og projektforslag, som har fokus på at forebygge negativ stress, depression, angst og søvnløshed til fordel for mentalt overskud og sundhed,” siger Peter Gæmelke.

Foreningen Norliv arbejder de næste par måneder på højtryk med at opbygge de systemer og procedurer, der skal til for at være klar til at modtage de første ansøgninger.  Foreningen forventer at have kriterier, vejledninger og ansøgningsskemaer klar til ansøgere fra februar 2018.

For yderligere information og interviews kontakt:

- Generelt: Peter Gæmelke, bestyrelsesformand, tlf.: 40 17 52 87
- Bonusmodel: Lars Wallberg, direktør, tlf.: 23 44 19 40
- Almennyttige uddelinger: Lars Bo Pedersen, programchef, tlf.: 60 15 74 76

Fakta om bonusmodel
Foreningen Norliv forventer at udbetale bonus til medlemmerne i de år, hvor det økonomiske overskud gør det muligt. Det konkrete beløb til bonus disponeres og besluttes hvert år på det ordinære repræsentantskabsmøde i foråret på baggrund af årets resultat og med fordelingen 80% af overskuddet til bonus og 20% til almennyttige aktiviteter.

- Medlemmer med små opsparinger eller rene forsikringsordninger får en grundbonus uanset størrelse af deres pensionsopsparing
- Grundbonus vil være 125 kr.
- Medlemmer med større opsparinger får en opsparingsbonus, der udgør en procentdel af deres pensionsopsparing
- Mere end 90% af bonuspuljen vil blive udbetalt som en opsparingsbonus
- Hvis bonuspuljen til medlemmerne er begrænset som følge af lavt afkast, vil der alene blive udbetalt opsparingsbonus
- Udbetalingerne sker via NemKonto
- Bonus indberettes til SKAT.

Fakta om det almennyttige arbejde
I 2016 besluttede Norlivs repræsentantskab en almennyttig delstrategi. Research, møder og en rundbordssamtale med førende eksperter og rådgivere indenfor mental sundhed har peget på, at de danske arbejdspladser er en afgørende arena til at forebygge mental sundhed. Efterfølgende har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø været ansvarlig for udarbejdelsen af to større analyser for foreningen Norliv, den ene i samarbejde med TeamArbejdsliv. Analyserne peger på flere områder, hvor forebyggende indsatser vil have en betydelig effekt på den mentale sundhed bl.a.:

- Indsatser for små og mellemstore virksomheder
- Indsatser, der tilbyder viden, støtte og redskaber til ledelsen
- Indsatser rettet mod unge og førstegangsansatte på arbejdsmarkedet.


Fakta om foreningen Norliv
Foreningen Norliv har ca. 330.000 medlemmer, som er kunder hos Nordea Liv & Pension. Foreningen blev stiftet i 2015 med en formue på 8 mia. kr. ved en opdeling af TryghedsGruppen. Siden stiftelsen har foreningen besluttet strategi og governance, der sætter pejlemærker for de kommende års udvikling. Foreningen sikrer en stærk demokratisk basis gennem engagement og valgdeltagelse i foreningen, bonus og andre medlemsfordele, og arbejder for at fremme god mental sundhed gennem almennyttige uddelinger. Dertil kommer interessevaretagelse over for Nordea Liv & Pension, som foreningen i 2017 har købt 25 % af.