Trivsel i beboer(sam)arbejdet
Ansøger
Plus Bolig
Bevilling
DKK 214.092
Projektperiode
2022 - 2024
Beliggenhed
Nordjylland
Status
Igangværende
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2022
Udfordrende og konfliktfyldte arbejdsopgaver
Plus Bolig er et alment boligselskab med ca. 3800 lejemål i Aalborg. De 56 medarbejdere, som er ansat i Plus Bolig, oplever løbende konflikter og udfordringer med specielt de ressourcesvage borgere.
Ansøger og HR-ansvarlig hos Plus Bolig, Karina Dalsgaard, skriver: "Vores største psykosociale udfordring er det pres, det skaber at arbejde med en bred beboersammensætning ift. social status, etnicitet, alder, familiemønstre og indkomst. Det kræver stor omstillingsevne og stærke menneskelige kompetencer. Især i mødet med de ressourcesvage beboere, hvor vi skal rumme deres udfordringer. Vi ser et behov for at blive mere mentalt robuste i dialogen med beboerne, så vi har arbejdsglæde og mentalt overskud til at møde beboere og udfordringer på en ordentlig måde.".
Derfor modtager Plus Bolig nu en bevilling på 214.092 kr. fra Velliv Foreningen til en indsats, som skal sikre den mentale trivsel hos de ansatte.
Trivselsdage, interview og lederseminar
Indsatsen skal klæde de ansatte på til at håndtere det udfordrende arbejde, uden at medarbejderne oplever mistrivsel og psykologisk pres.
Der skal samarbejdes med en ekstern konsulent, og helt konkret, skal indsatsens aktiviteter bestå af:
- En kvalitativ interviewundersøgelse blandt 10 medarbejdere.
- En trivselsdag om meningsskabelse, relationsarbejde og mestring i beboerarbejdet for medarbejdere og ledere.
- En trivselsdag om positive følelser, konstruktive tankemønstre og selvregulering for medarbejdere og ledere.
- En trivselsdag om at bruge sine styrker i arbejdet for medarbejdere og ledere.
- Lederseminar om at understøtte det psykosociale arbejdsmiljø.
- Dialog ml. medarbejdere og beboerrepræsentanter om de udfordringer der skaber mentalt pres.
Karina Dalsgaard skriver: "Indsatsen skal forbedre det psykiske arbejdsmiljø ved at afdække, hvad der konkret udfordrer mest. Og vi vil klæde medarbejdere og ledere på med evidensbaserede redskaber, der styrker mental robusthed, øger trivslen og gør os bedre i stand til at møde beboerne med overskud og imødekommenhed.".
Indsatsen skal forløbe over to år - fra 2022 til 2024.