Anerkendende ledelse i øjenhøjde
Ansøger
Huset Venture Nordjylland
Bevilling
DKK 169.527
Projektperiode
2023 - 2024
Beliggenhed
Nordjylland
Status
Igangværende
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2023
Støtte til ledere
Huset Venture er en socialøkonomisk not-for-profit virksomhed, hvor næsten 60% af medarbejderne er ansat som fleksjobbere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Bevillingen fra Velliv Foreningen skal bruges til en indsats, der skal ruste ledergruppen til at imødekomme de udfordringer, der er i krydsfeltet mellem det forretningsmæssige og medarbejdernes personlige behov.
Ledergruppen og en trivselsgruppe vil deltage i dialogmøder om en 360 graders lederevaluering. Resultaterne fra disse møder skal identificere konkrete udviklingsbehov, som vil danne grundlag for den kommende indsats. Fokusområderne inkluderer interpersonel kommunikation, anerkendende kommunikation, konflikthåndtering, mentalisering og mental robusthed.
Skræddersyet indsats for ledelsen
Ledere og teamledere hos Huset Venture vil gennemgå 2,5 kursusdage for at styrke deres kompetencer, hvilket skal forberede dem på de unikke udfordringer, der følger med at lede medarbejdere med særlige behov.
En central del af indsatsen involverer udarbejdelsen af personprofiler for hver leder. Disse profiler skal skabe dybere forståelse for ledernes styrker og udviklingsområder. Derudover skal de anvendes til gruppe- og individuel supervision, som skal bidrage til personlig udvikling og styrkelse af lederteamet.
For at fremme samarbejdskulturen vil der også blive afholdt to halve trivselsdage for medarbejdere i økonomiafdelingen, der er ansat som fleksjobbere og er særligt sårbare. Disse dage har til formål at styrke trivslen og samarbejdet blandt medarbejderne og understøtte virksomhedens særlige sociale ansvar.
Indsatsen strækker sig fra oktober 2023 til november 2024, hvor 10 ledere og temaledere som den primære målgruppe og yderligere 70 medarbejdere som den sekundære målgruppe vil få glæde af udbyttet.