Arbejdsglæde
Analysen viser et stærkt kollegaskab og tillid blandt flertallet af chaufførerne, men peger også på, at hjælpsomhed og makkerskab på ruterne er afgørende for det gode kollegaskab, men at akkordarbejdet og en individualistisk 'hurtig ind, hurtig hjem'-kultur udgør en række udfordringer i forhold til fællesskabsfølelsen.
Kommunalt samarbejde
Manglende standardisering i samarbejdet med kommunerne føre til frustration og følelsen af at være overvåget, nedprioriteret eller undervurderet. Mange renovationsarbejdere har oplevelsen af, at kommunen tager borgerens parti, når en beholder ikke er tømt fx pga. fejlsorteringer eller vanskelige adgangsforhold.
Vold og trusler
Renovationsbranchen oplever betydelige psykiske arbejdsmiljøudfordringer, som spænder fra dag-til-dag ubehageligheder til alvorlige tilfælde af trusler og vold – særligt fra borgere. Vejvrede og konfrontationer, der nogle gange eskalerer til fysisk vold, er blevet en del af arbejdslivet for nogle medarbejdere og betragtes af flere som et vilkår ved arbejdet. Analysen viser, at 34 % af chaufførerne og 23 % af det administrative personale har oplevet chikane.
Digitaliseringen
Digitaliseringen bringer både nye muligheder og udfordringer med sig, hvor indførelsen af indmeldingssystemer har haft en blandet indvirkning på medarbejdernes arbejdsglæde, dog overvejende positiv.
Ledelse
Flere bemærker ledelsens manglende synlighed i afdelingerne, men fremhæver samtidig selvstændighed og frihed, som en af de primære årsager til tilfredshed med jobbet. Dog oplever en del af chaufførerne en vis distance til ledelsen, og at lederne ikke altid forstår deres arbejde, og de udfordringerne de møder i hverdagen.