SAMMENHOLDET

Frivilligcenter Skive modtager 33.100 kr. i bevilling fra Velliv Foreningen til et treårigt projekt, som skal give mennesker med særlige behov, mulighed for at være frivillige i foreninger og til events i Skive Kommune.

SAMMENHOLDET 1.jpg

Ansøger

Frivilligcenter Skive

Bevilling

DKK 33.100

Projektperiode

2023 - 2023

Beliggenhed

Midtjylland

Status

Igangværende

Pulje

Lokal trivsel

År

2022

Mistrivsel hos de frivillige

Frivilligcenter Skive har et projekt kaldet SAMMENHOLDET, som arbejder for at give mennesker med særlige behov mulighed for at være frivillige i foreninger og til events i Skive kommune. Frivilligcenteret vil gerne være med til at mindske mistrivsel og ensomhed i denne målgruppe af frivillige.

Ansøger og projektkoordinator, Tina Hede Møller, skriver: "Oplevelsen af ensomhed og stigmatisering er fælles for de frivillige - det er en del af deres hverdag, og de er rigtig gode til at italesætte det. De har alle historier om at være blevet holdt udenfor, gjort nar af, ignoreret og i nogle tilfælde chikaneret. Ensomheden fylder en stor del af hverdagen for disse unge mennesker. De mangler venskaber og de mangler at indgå i ligeværdige relationer. Det er svært for mennesker med særlige behov at være opsøgende på sociale fællesskaber. Det betyder for mange, at de ikke gør det. Men det betyder ikke, at de ikke gerne vil det og har lyst til det.".

Indtil nu, har SAMMENHOLDET udelukkende drejet sig om frivilligarbejdet, men for at styrke den enkeltes følelse af at gøre en forskel og være en del af et særligt fællesskab, vil Frivilligcenteret arrangere og gennemføre fællesskabsarrangementer for frivilliggruppen. Dette modtager Frivilligcenter Skive 33.100 kr. i bevilling fra Velliv Foreningen, til. 

Sammenhold og fællesskab

Helt konkret, skal der afholdes fire fællesskabsaftener, for frivillige og frivilligassistenter i SAMMENHOLDET, nemlig:
1. Et keramikkursus ved Vesterhavskunst i Skive.
2. Fællesspisning.
3. En bowlingaften.
4. En spil og krea-aften.

Tina Hede Møller skriver: "Fællesskabsarrangementerne skal styrke fællesskabet for de frivillige (mennesker med særlige behov) og frivilligassistenterne (normalt fungerende der støtter i at være frivillig) i projekt SAMMENHOLDET. Indtil nu, har vi kun mødtes, når vi har arbejdet som frivillige ved forskellige kulturarrangementer og events. Det er et ønske fra især de frivillige at udbygge projektet med aktiviteter, der kan styrke fællesskabet og modvirke ensomhed og stigmatisering.".

Frivilligcenter Skive forventer at 20 frivillige vil få gavn af indsatsen, som afvikles fra januar 2023 til december 2023.