Psykologisk tryghed på arbejdspladsen
Ansøger
Odsherreds Dyrehospital A/S
Bevilling
DKK 37.000
Projektperiode
2024 - 2025
Beliggenhed
Sjælland
Status
Igangværende
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2024
Øget fokus på psykologisk tryghed
Odsherred Dyrehospital har identificeret et behov for at skabe bedre rammer for åben kommunikation blandt medarbejderne. Trods en generel glæde og hensyn blandt kollegaerne, ses der udfordringer i forhold til, hvordan man håndterer udfordringer og kritik uden at såre hinanden. For at adressere dette skal dyrehospitalet gennemføre et digitalt kursus i psykologisk tryghed.
Kurset, som er udviklet af Institut for Belastningspsykologi, vil blive introduceret ved en temadag. Personalet vil her få en grundlæggende forståelse for de 10 videomoduler, som kurset består af. Hvert modul dækker et specifikt emne inden for psykisk tryghed og inkluderer refleksionsøvelser og arbejdsark, der skal hjælpe medarbejderne med at implementere læringen i deres daglige arbejde.
Efter temadagen vil dyrehospitalet bruge de følgende 12 måneder på at dykke ned i et modul ad gangen. Det månedlige fokus skal sikre, at medarbejderne får tid til at forstå og integrere de nye tiltag i deres arbejdsgange. Gennem processen vil de løbende reflektere over, hvordan implementeringen fungerer, og justere tilgangen efter behov.
Langsigtede forandringer i arbejdsmiljøet
Målet med den digitale kursusindsats er at skabe langsigtede forandringer i arbejdsmiljøet på Odsherred Dyrehospital. Ved at styrke den psykiske tryghed og fremme åben kommunikation håber ledelsen at reducere konflikter og forbedre den generelle trivsel blandt medarbejderne.
Ledelsen på Odsherred Dyrehospital ser frem til at se de positive effekter af projektet. Med støtte fra Velliv Foreningen og hjælp fra eksterne konsulenter er de optimistiske omkring mulighederne for at skabe en arbejdsplads, hvor alle føler sig trygge og respekterede. Dette initiativ er et vigtigt skridt i retning af at sikre, at dyrehospitalets medarbejdere kan udføre deres arbejde i et miljø, der fremmer deres trivsel og professionelle udvikling.