Alle Hjerner i Spil - Neurodiversitet og ledelsens vej til trivsel
Ansøger
work-live-stay
Bevilling
DKK 2.721.497
Projektperiode
2024 - 2026
Beliggenhed
Syddanmark
Status
Igangværende
Pulje
Vores område
År
2024
Inkluderende arbejdspladser for alle
I takt med en stigende anerkendelse af neurodiversitet i det danske samfund står danske SMV'er over for flere udfordringer relateret til mental sundhed. Undersøgelser viser, at neurodivergens, som omfatter tilstande som ADHD, autisme, angst og ordblindhed, påvirker op til 20% af arbejdsstyrken. Denne udvikling medfører komplekse udfordringer for trivsel og ledelse på arbejdspladserne. Udfordringen er, at skabe et inkluderende miljø der møder neurodivergente medarbejderes behov, samtidig med at man også skal sikre at produktiviteten og trivslen for alle medarbejdere opretholdes. Dette kræver, at ledere har en dybere forståelse for neurodiversitet, og at der udvikles strategier, der kan imødekomme forskellige medarbejderbehov.
Organisationen work-live-stay vil med deres nye projekt, støttet af Velliv Foreningen, igangsætte en større indsats, der skal være med til at sikre inklusion og trivsel hos medarbejdere i SMV'er i Syd- og Midtjylland. Målet er at give ledere bedre muligheder for at støtte medarbejdere med neurodivergente udfordringer og samtidig skabe bedre trivsel for alle ansatte.
Målgruppen for projektet består af ansatte fra alle niveauer i SMV'erne, først og fremmest med fokus på medarbejdere med neurodiversitet og dernæst øvrige medarbejdere og ledere. Det forventes, at de ledelsestiltag, som udvikles i projektet, vil kunne bruges på tværs af forskellige grupper af medarbejdere, såsom unge og seniorer. SMV'erne får dermed en unik mulighed for at arbejde mere systematisk med inklusionsledelse, som historisk set ellers har været forbeholdt større virksomheder.
Værktøjer, vidensdeling og bedre ledelse
Projektet deles op i fire faser med henblik på at udarbejde de bedste værktøjer og ledelsestiltag. Der afholdes indviduelle opstartsworkshops med alle deltagende virksomheder. Dernæst vil de specifikke problematikker, virksomhederne står overfor, blive defineret. Herefter vil eksperter i samarbejde med virksomhederne udarbejde mulige løsninger, som i den sidste fase vil udvælges og testes, for således at sikre at de endelige værktøjer fungerer bedst muligt og gør en væsentlig forskel for hverdagen på arbejdspladserne.
Undervejs i projektet afholder organisationen en række mikroforandringer, som workshops og praksisafprøvelser for både medarbejdere og ledere. Aktiviteterne skal være med til at klæde dem på til at kunne dele deres viden og erfaringer til deres kollegaer, og vil forhåbentlig skabe grobund for konkrete forandringer i hverdagen.
I alt deltager 110 ledere og 1.158 medarbejdere, og med effektiv vidensdeling, blandt andet gennem netværksaktiviteter, forventes det at endnu flere ledere og medarbejdere vil få gavn af resultaterne fra indsatsen. Specialisterne og Cabi er tilknyttet projektet foruden en række andre samarbejdspartnere.
Projektet løber fra september 2024 og frem til februar 2026, hvor det afsluttes med en konference, hvor på resultaterne vises frem.
Ekstern evaluator vil evaluere projektet med spørgeskemaer og interviews af deltagerne for at undersøge og måle resultaterne af projektet i de enkelte virksomheder.