Nyhed 20.03.2025

Vi har brug for at de erfarne medarbejdere: Sådan skaber vi længere og bedre arbejdsliv

Over de sidste fem år har Velliv Foreningen med i alt 12,6 mio. kr. støttet projekter, der styrker seniorers trivsel og motivation til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Vingsted Senior

Vi har brug for, at de erfarne medarbejdere holder fast i arbejdslivet lidt længere. Det mål nyder bred opbakning, for mere end hver tredje forlader arbejdsmarkedet inden pensionsalderen ifølge rapport fra Aalborg Universitet. Samtidig har mange virksomheder svært ved at rekruttere.

Men hvad skal der til for, at erfarne medarbejdere trives og har lyst til at blive på arbejdsmarkedet? Det har været udgangspunkt for Velliv Foreningens uddelinger til seniorinitiativer de seneste fem år. I alt er 12,6 mio. kr. uddelt til forskellige projekter, som skaber viden og afprøver værktøjer til fortsat at tilknytte seniorer og derigennem skabe værdi for både arbejdsfællesskabet og forretningen.

Fra forskning til praksis

Et af de største projekter er ”Seniorpraksis”, ledet af forsker Aske Juul Lassen fra Københavns Universitet. Han fortæller, at der er meget lidt kvalitativ forskning i, hvad der får seniorer til at blive på arbejdsmarkedet.

- Vi ved, at helbred, trivsel, indflydelse og mening spiller en rolle, forklarer han. ”Men hvad betyder det konkret i praksis? Og hvad kan arbejdspladserne gøre for at imødekomme det? Det har vi undersøgt ved at tale med en lang række seniorer, ledere, HR-medarbejdere og tillidsrepræsentanter på tværs af brancher.

Projektet har ført til en række konkrete værktøjer, herunder guides og samtalekort til 55+ samtaler, rettet mod både ledere og medarbejdere, og en vejledning til at udarbejde en 55+ politik. Ifølge projektets evalueringer har værktøjerne styrket dialogen på arbejdspladserne og øget seniorernes trivsel.

- Vi ser, at projektet har skabt et bedre arbejdsliv for de seniorer, der har været med. Vi kan endnu ikke måle, om de rent faktisk bliver længere, men en stor del af de adspurgte ønsker at blive ud over deres normale pensionsalder, siger Aske Juul Lassen.

Tryghed og en klar plan

Et andet initiativ, Seniorer i arbejde, drives af konsulentvirksomheden Reflektor og støttes af Velliv Foreningen med tre millioner kroner. Her er værktøjerne fra ”Seniorpraksis” blevet bredt yderligere ud og implementeret i 16  virksomheder i Sydjylland – i samarbejde med de tre lokale erhvervsråd i Esbjerg, Varde og Tønder.

Tilbagemeldinger fra de erfarne medarbejdere i projektet viser, at dialogen og redskaberne er centrale i at gøre sig tanker om den sidste del af karrieren og afstemme forventninger med arbejdspladsen.

- Det er ikke noget, seniorerne har snakket med ret mange om, inden vi mødte dem, fortæller Poul Schou, som er direktør for Reflektor.

- Det har givet dem tryghed og skabt transparens, at den enkelte nu kender mulighederne for at tilpasse jobbet til deres helbred og fritid.

Poul Schou har samtidig oplevet en stor velvilje fra virksomhedernes side, og det har ikke været svært at skabe motivation.

- Virksomhederne vil gerne være med, fordi de mærker rekrutteringsudfordringer, siger Poul Schou.

- De bedste medarbejdere er ofte de ældste, og kan virksomheden beholde dem lidt længere og bruge dem til at oplære nye, er det en kæmpe gevinst.

- Virksomhederne vil gerne være med, fordi de mærker rekrutteringsudfordringer. De bedste medarbejdere er ofte de ældste, og kan virksomheden beholde dem lidt længere og bruge dem til at oplære nye, er det en kæmpe gevinst.

Poul Schou, direktør Reflektor

En seniorpolitik betaler sig

Én af virksomhederne i Reflektors seniorprojekt er West-Marine i Esbjerg. Her har forløbet ført til en ny seniorpolitik og et værktøj til seniorsamtaler, som vil være et tillæg til MUS-samtalerne.

- Vi har fået skabt et rum, hvor det er okay at tale om den sidste fase i arbejdslivet, forklarer Carsten Larsen, CEO i West-Marine.

- Det har været lidt et tabu, men nu får alle tilbudt en seniorsamtale, når der er cirka fem år til pensionsalderen.

For Carsten Larsen handler det om at give medarbejderne et værdigt seniorarbejdsliv. Samtidig er han sikker på, at en seniorpolitik betaler sig og er med til fortsat at tilknytte eksisterende  og også tiltrække nye erfarne kollegaer.

- Som ledelse har vi en kæmpestor interesse i at få talt om det, siger han.

- Hvis en seniormedarbejder stopper pludseligt, kan vi stå med et stort problem. Samtidig får vi et forum til at lægge konkrete planer for, hvordan de erfarnes kompetencer skal overføres til de yngre.

Det har været lidt et tabu, men nu får alle tilbudt en seniorsamtale, når der er cirka fem år til pensionsalderen.

Carsten Larsen, CEO i West-Marine

Find mere viden

Velliv Foreningen har samlet alle værktøjer og materialer om seniorsamtaler, -politikker og viden indenfor området.

Gå til temasiden Seniorer

Fokus flytter dagsordenen

Forsker Aske Juul Lassen og Reflektors direktør Poul Schou har deltaget i hinandens projekter som en del af følgegruppen. De er enige om, at de to projekter i høj grad har beriget hinanden.

- Reflektor har en mere individorienteret ”Bottom Up” tilgang, og vi har en etnologisk tilgang, forklarer Aske Juul Lassen.

- At få flere fagligheder ind over et felt beriger et projekt og skaber bedre resultater. Samtidig har Reflektor afprøvet værktøjerne i andre brancher, end vi har.

Udover at projekterne har haft konkret betydning for deltagerne, oplever Aske Juul Lassen også, at de har været med til at skubbe til den seniorpolitiske dagsorden.

- Der er kommet meget mere fokus på seniorer og deres trivsel og rettigheder de seneste fem år,” siger han. ”Vi kan samtidig se, at vores viden og samtaleværktøjer har været en inspiration for andre projekter. Det er vi enormt glade for.

- Vores håb er, at de her værktøjer bliver brugt og kommer ud at leve. Vi ønsker, at konsulenthuse og arbejdspladser tager dem i brug og tilpasser dem til deres egen kontekst, siger han.

Aske Juul Lassen, forsker Københavns Universitet

Flere arbejdspladser skal med

I den sidste del af projektet ”Seniorpraksis” på Københavns Universitet har fokus især været at formidle viden og værktøjer til flere virksomheder. Men det arbejde er langt fra slut, fortæller Aske Juul Lassen. 

- Vores håb er, at de her værktøjer bliver brugt og kommer ud at leve. Vi ønsker, at konsulenthuse og arbejdspladser tager dem i brug og tilpasser dem til deres egen kontekst, siger han.  

Den dagsorden bakker Benita Bertram, seniorkonsulent i Velliv Foreningen, op om.

- I Velliv Foreningen vil vi sammen med relevante aktører arbejde videre med at udbrede viden og værktøjer fra projekterne til endnu flere arbejdspladser, udtaler hun og fortsætter:

- Mange erfarne medarbejdere arbejder uden en senioraftale. En  samtale tilpasset den lokale virkelighed, kan være et værdifuldt redskab – uanset om den indgår i en seniorpolitik, livsfasepolitik eller blot giver mening i den enkelte virksomhed.

Mange erfarne medarbejdere arbejder uden en senioraftale. En enkel samtale, tilpasset den lokale virkelighed, kan være et værdifuldt redskab – uanset om den indgår i en seniorpolitik, livsfasepolitik eller blot giver mening i den enkelte virksomhed.

Benita Bertram, seniorkonsulent i Velliv Foreningen

Seniorværktøjer til en attraktiv arbejdsplads

Velliv Foreningens støtte har udmøntet sig i en række værktøjer, som er lette at implementere i den enkelte virksomhed. Værktøjerne findes både på dansk og engelsk.

·         Vejledning til 55+ politik

·         Forberedelsesmateriale og vejledning for ledere til 55+ samtaler

·         Forberedelsesmateriale og vejledning for medarbejdere til 55+ samtaler

·         Temaer og samtalekort til 55+ samtaler

·         Podcastserie med fortællinger om seniorarbejdsliv og senkarriere

 

Vejledning til 55+politik
Seniorpraksis (1)

Arbejdet fortsætter

Velliv Foreningen har i 2023 uddelt knap 2,5 mio. kr. til Roskilde Universitet, som i et forskningsprojekt undersøger, om seniorpolitikker på danske arbejdspladser kan fremme seniormedarbejderes trivsel.

Se mere om projektet