For bare to år siden havde FriSe kun fem ansatte på kontoret i Aarhus C. I dag er der 13 medarbejdere, og det skaber nye behov for struktur og samarbejde, fortæller konsulent Ninna Henriksen:
- Når vi er blevet flere, er det også blevet sværere at koordinere, dele viden og arbejde mod samme mål. Det har været udfordrende altid at få talt sammen på tværs af fagområder, og i stedet har vi siddet lidt på hver vores ø med hver vores opgaver.
Nye værktøjer til koordinering
Med støtte fra Velliv Foreningen har FriSe gennemført et projekt med tre temadage om feedback, samarbejde og fællesskab. Forløbet, der blev faciliteret af en ekstern konsulent, har skabt større fokus på at koordinere og samarbejde på tværs af ansvarsområder. Kommunikationsansvarlig Kamilla Waleria Madsen mærker allerede nu en positiv forandring:
- Vi har blandt andet drøftet, hvordan en professionel organisation ser ud – både udadtil og indadtil. Det handler om alt fra, at vores kontor fremstår præsentabelt, til at vi har overblik over hinandens arbejdsopgaver og aktiviteter i huset.
Som et konkret resultat har FriSe bl.a. indført en ny fælles kalender, der giver overblik over arrangementer med lokale medlemmer og et nyt årshjul, som gør det lettere at planlægge og koordinere på tværs i organisationen.
Projektet har gjort det nemmere at tale om forskelligheder
Med projektet har de ansatte lært hinanden bedre at kende – både personligt og fagligt.
- Nogle elsker struktur og Excel-ark, mens andre bare vil i gang. Efter vores trivselsdage forstår vi bedre hinandens opgaver og har fået mere respekt for hinandens tid, fortæller Kamilla Waleria Madsen.
- Det stærkere fællesskab har også medført flere spontane sociale aktiviteter, tilføjer Ninna Henriksen.
FriSes medlemmer får gevinst
Erfaringerne fra projektet kommer også FriSes mere end 80 lokale medlemsorganisationer til gode. Med næsten 1,4 mio. kr. fra Velliv Foreningen leder FriSe et større projekt, der skal styrke det psykosociale arbejdsmiljø hos de ansatte i frivilligcentre og selvhjælpsorganisationer landet over. Projektet løber frem til 2026.