Fodboldstævne og støtte for pårørende: 70 lokale initiativer modtager støtte fra Velliv Foreningen til at fremme mental sundhed og skabe fællesskab i hele landet.
Velliv Foreningen har uddelt 3,4 mio. kr. til 70 lokale initiativer, der skal fremme mental sundhed på tværs af landet. Bevillingerne er netop blevet fordelt efter ansøgningsrunden, der sluttede i august, og både nye og velkendte projekter kan nu realisere deres idéer.
Blandt de støttede initiativer er Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, der har modtaget 60.000 kr. til et projekt for pårørende til voldsudsatte kvinder. Her får deltagerne både indsigt i konsekvenserne af vold og redskaber til at håndtere rollen som pårørende.
Holstebro Kommune er også blandt modtagerne og har fået støtte til at afholde et OMBOLD-fodboldstævne for 150 udsatte borgere. Målet er at give dem en positiv oplevelse af det, at være en del af et fællesskab.
Derudover er projektet Sammen om det gode SENIORLIV blevet tildelt 14.600 kr. til at skabe sociale aktiviteter for ensomme ældre i Slagelse Kommune. Aktiviteterne spænder fra mindre grupper til større fællesskaber.
Blandt de nye donationsmodtagere er også projekter med temaer, som Velliv Foreningen tidligere har støttet andre steder i landet. Et eksempel på det er foreningen BlackBirds, som gennem madaktiviteter og fællesspisning vil støtte tidligere stofmisbrugere og deres familier.
Fælles for de 70 projekter er deres fokus på mental sundhed og trivsel, som Velliv Foreningen fortsat arbejder for at fremme i hele Danmark.