Vi vil ikke lade høje følelsesmæssige krav forringe vores sundhed

Ansøger
S/I FGU Nord
Bevilling
DKK 249.999
Projektperiode
2025 - 2025
Beliggenhed
Hovedstaden
Status
Igangværende
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2025
Mental belastning blandt ansatte på dagsordenen
FGU NORD er en uddannelsesinstitution for unge op til 25 år, som har brug for et samlet uddannelsestilbud efter grundskolen for at blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller fast beskæftigelse. De følelsesmæssige krav ved arbejdet med de unge har ført til mistrivsel blandt personalet .
Projektet skal derfor styrke medarbejdernes og ledernes evne til at håndtere de udfordrende situationer, som opstår, når elever udviser adfærd, der kan være aggressiv, selvskadende eller apatisk. Samtidig sigter projektet mod at øge den psykologiske tryghed i organisationen og fremme en kultur, hvor både ledere og medarbejdere føler sig trygge ved at række ud efter hjælp.
Indsatsen, der strækker sig fra januar til december 2025, er målrettet fem ledere og 67 medarbejdere, som dagligt arbejder med unge, der ofte er “ramt af livet”.
Struktureret indsats på alle niveauer
Projektet indeholder aktiviteter på flere organisatoriske niveauer for at sikre en stærk og varig effekt. På organisationsniveau afholdes to halve dages seminarer om håndtering af høje følelsesmæssige krav og psykologisk tryghed. For ledelsen er der særligt fokus på, hvordan man kan skabe rammer, der understøtter medarbejdernes trivsel og sikre, at de føler sig hørt og støttet i deres hverdag.
De otte teams på skolen herunder lærere, vejledere og administrativt personale tilbydes to sessioner med refleksion og konkrete værktøjer til at styrke samarbejdet. Derudover gennemføres et halvdagsseminar, hvor ledelse og medarbejderrepræsentanter evaluerer indsatsen og drøfter effekten af aktiviteterne.
Målet er at reducere både mental slitage og fremme samarbejdet på tværs af organisationen, så FGU Gladsaxe og Ballerup bliver et tryggere sted at arbejde. Indsatsen skal hjælpe både medarbejdere og ledere med at håndtere komplekse udfordringer og skabe en bæredygtig arbejdskultur, hvor trivsel og psykologisk tryghed går hånd i hånd.