Vejen ud af fibromyalgiens ingenmandsland - Bedre mental trivsel for mænd med fibromyalgi

Ansøger
Fibromyalgi- & Smerteforeningen
Bevilling
DKK 60.000
Projektperiode
2025 - 2025
Beliggenhed
Sjælland
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2024
Bekæmpelse af stigma og ensomhed
At være mand med fibromyalgi rummer særlige udfordringer, da sygdommen ofte opfattes som en "kvindesygdom", hvilket fører til stigmatisering og underdiagnosticering.
Mænd med fibromyalgiens usynlige smerter risikerer derfor at havne i et ingenmandsland, hvor de mødes med fordomme om at være svæklinge eller indbildt syge.
Mange oplever derudover ensomhed og manglende forståelse fra både sundhedsvæsenet og omgivelserne, hvilket kan føre til social isolation og alvorlig psykisk mistrivsel. Projektet har derfor til formål at opspore og støtte mænd med sygdommen.
Redskaber til bedre trivsel
Initiativet starter med et kick-off møde, hvor deltagerne får mulighed for at dele deres erfaringer og forventninger. Herfra fortsætter projektet med et to-dages internat, hvor de får professionel vejledning og støtte. En psykolog og en ekspert i mandefællesskaber vil facilitere samtaler og give konkrete værktøjer til at håndtere de mentale udfordringer, som sygdommen medfører.
Under internatet vil mændene også deltage i en videosession med chefpsykolog og forskningsleder Svend Aage Madsen, der har omfattende viden om mænds sundhed og trivsel. Hans perspektiver vil give deltagerne indsigt i, hvordan de kan håndtere de følelsesmæssige og sociale konsekvenser af fibromyalgi.
Projektet afsluttes med en evaluering og opfølgning, hvor mændene får støtte til at integrere de nye værktøjer i deres hverdag. Indsatsen foregår i Region Sjælland og har plads til 20 deltagere.