Trivselsforløb for at øge arbejdsglæden og den mentale sundhed på Herning Friskole
Ansøger
Herning Friskole
Bevilling
DKK 51.242
Projektperiode
2024 - 2025
Beliggenhed
Midtjylland
Status
Igangværende
Pulje
Vores arbejdsplads
År
2024
Kulturændring på dagsordenen
Herning Friskole vil forbedre medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde efter en udfordrende periode præget af Covid-19 og betydelige forandringer på skoleområdet. Skolens ledelse har identificeret, at arbejdsmiljøet er sårbart, og at der er behov for en målrettet indsats for at styrke den mentale sundhed blandt de ansatte. Friskolen har derfor modtaget støtte til et projekt, der skal sætte fokus på trivsel og arbejdsglæde.
Projektet vil blive skudt i gang med et planlægningsmøde, hvor ledelsen, arbejdsmiljørepræsentanten og en ekstern konsulent vil afstemme forventninger og udarbejde en konkret handlingsplan. Planen skal sikre, at indsatsen bliver målrettet og effektiv, så skolen kan skabe de bedste rammer for medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde.
Medarbejderne vil blive involveret fra start gennem en opstartsworkshop, hvor arbejdsmiljøet vil blive kortlagt. Her skal de ansatte bidrage med deres perspektiver og erfaringer, så der kan identificeres de områder, hvor der er størst behov for forbedringer. Dette skal danne grundlag for de efterfølgende aktiviteter, som skal sikre, at projektet får en varig og positiv effekt på arbejdsmiljøet.
Efter opstartsworkshoppen vil der blive afholdt to yderligere workshops med fokus på konkrete handlinger, der kan skabe energi og arbejdsglæde. Formålet her er at give medarbejderne værktøjer og metoder til at forbedre deres mentale sundhed og skabe en positiv arbejdsplads. Der vil være fokus på at udvikle en fælles forståelse for, hvad der skaber arbejdsglæde, og hvordan man bedst kan understøtte hinanden i det daglige arbejde.
En ambitiøs plan for fremtiden
Herning Friskole er optimistiske omkring de positive effekter, som projektet vil have på både kort og lang sigt. Medarbejderne vil blive inddraget aktivt i hele processen, og deres input vil være afgørende for at skabe et arbejdsmiljø, hvor alle føler sig værdsatte og motiverede.
Indsatsen strækker sig over et helt år, fra juli 2024 til juni 2025, og omfatter alle 25 medarbejdere samt to ledere. Dette lange tidsperspektiv skal sikre, at de nye tiltag får tid til at forankre sig i kulturen og skabe en varig forbedring af arbejdsmiljøet. Frikolen vil løbende evaluere indsatsen for at sikre, at målene bliver nået, og at de nye tiltag bliver integreret på en måde, der giver de bedste resultater.