Sansefortællinger for mennesker med demenssygdom og deres pårørende
Ansøger
Østbjerglund
Bevilling
DKK 25.000
Projektperiode
2022 - 2022
Beliggenhed
Syddanmark
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2022
På billedet fra højre ses Grethe Lindholm Pedersen, historiefortæller, Julie Ben Semmane, musiker og sangerinde, Anne Stoklund Larsen projektansvarlig, Jan Steffensen repræsentant Velliv Foreningen. Foto: Ingrid Westergaard
Fælles positive oplevelser
Hos demensramte nedsættes evnen til at samtale, og det kan være ensomt og isolerende for både den demensramte og deres pårørende. Sanserne er dog stadigvæk nærværende hos demenssyge, og derfor modtager naturformidlingscenter Østbjerglund 25.000 kr. fra Velliv Foreningen til at afholde en række sansefortællinger.
Sansefortællingerne skal ses som kilde til fælles positive oplevelser mellem demenssyge og deres pårørende. De finder sted på Østbjerglund samt andre udvalgte lokationer i region Syddanmark.
Indsatsens målgruppe er mennesker med demens mellem 50-75 år og deres pårørende i Region Syddanmark, hvor ca. 20.000 har demenssygdom. Målgruppen rekrutteres gennem kommunale klubber og koordinatorer, Alzheimerforeningen, plejehjem samt annoncering i lokalavisen.
Kultur, kunst, musik og natur
Der bliver afholdt omkring 20 sansefortællinger i Region Syddanmark, hvor hver fortælling indledes og afsluttes med fællessang. Arrangementerne varer to timer hver, og de tager udgangspunkt i årstiderne og stimulerer deltagernes sanser.
Sansefortællingerne har forskellige temaer, der stimulerer henholdsvis synssansen, lugtesansen, smagssansen, høresansen og følesansen.
Historiefortæller Grethe Lindholm Pedersen, Musiker Julie Ben Semmane og naturformidler Anne Stoklund Larsen lader kultur, kunst, musik og natur gå hånd i hånd og giver deltagerne en fælles
sanseoplevelse, der har til formål at forebygge ensomhed og isolation.