Holistisk terapiforløb for unge pårørende
Ansøger
Bedre Psykiatri København
Bevilling
DKK 49.395
Projektperiode
2024 - 2025
Beliggenhed
Hovedstaden
Status
Igangværende
Pulje
Lokal trivsel
År
2024
Fokus på mental robusthed
Undersøgelser fra Sundhedsstyrelsen og Psykiatrifonden viser tydeligt, at unge, der er pårørende til personer med psykisk sygdom, har brug for særlig opmærksomhed. Denne målgruppe trives dårligere end andre unge, er oftere ensomme, har højere fravær i skole eller på arbejde og oplever generel lavere livstilfredshed.
Bedre Psykiatri København ser derfor et stort behov for at støtte denne gruppe gennem målrettede terapeutiske tilbud.
Projektet består således af, at 18 unge vil få mulighed for at deltage i holistisk terapi, der ikke kun adresserer deres nuværende udfordringer, men også styrker deres mentale robusthed på lang sigt.
Nødvendige værktøjer til ro og styrke
Den holistiske terapiform er særligt relevant, da pårørende til psykisk syge ofte står over for betydelige følelsesmæssige udfordringer, hvilket øger deres risiko for at udvikle depression og stress.
Indsatsen består af tre forløb, hver med seks deltagere, der gennemgår otte sessioner. Hver session vil fokusere på et tema, der er vigtigt for deltagernes mentale helbred, såsom at håndtere angst, frigive vrede eller bearbejde sorg. Ved at arbejde med disse følelser håber man at give de unge pårørende de nødvendige værktøjer til at navigere i deres komplekse livssituationer med større ro og styrke.
Projektet vil forløbe fra den 12. august 2024 til den 14. april 2025, og Bedre Psykiatri København håber, at de unge deltagere vil få varige redskaber til at håndtere de følelsesmæssige udfordringer, der følger med at være pårørende til psykisk syge.