Nyhed 21.02.2024

Danmarks mentale sundhedsdag får virksomheder til at søge flere midler til trivsel

At modtage 10.000 kroner til Danmarks Mentale Sundhedsdag har for mange arbejdspladser været et skub til at sætte større trivselsprojekter i gang.

Viking

Flere og flere arbejdspladser vælger at deltage i Danmarks Mentale Sundhedsdag i uge 41. Og for mange af virksomhederne bliver det et skub til at søge flere midler hos Velliv Foreningens igennem puljen ”Vores Arbejdsplads”.

Det er tilfældet for de to Esbjerg-virksomheder VIKING LIFE SAVING EQUIPMENT og Kids-world. Virksomhederne har begge holdt Danmarks Mentale Sundhedsdag flere år i træk, og det har været anledningen til at søge midler fra puljen ”Vores Arbejdsplads” for at gå i dybden med den mentale sundhed. Mette Brødholt Berg, som er Vice President for People & Organization i VIKING LIFE SAVING EQUIPMENT, siger:

”Vi har brugt Danmarks Mentale Sundhedsdag de sidste fire år for at få trivsel højere på dagsordenen og vise, at vi tager emnet alvorligt. Forrige år blev vi inspirerede til at gå endnu mere i dybden med den mentale sundhed og emnet ”hjernero”. Derfor søgte vi midler hos Velliv Foreningen til at gennemføre et projekt for vores ledere, som forløb i hele 2023.”

Hjernero til lederne

På Danmarks Mentale Sundhedsdag i 2022 inviterede VIKING LIFE SAVING EQUIPMENT virksomheden Mindcamp til at holde et oplæg for alle medarbejdere om emnet ”hjernero”. Oplægget handlede om at lære at slippe bekymringer, få ro i hovedet og mere overskud. Det fik Mette Brødholt Berg til at søge midler fra puljen ”Vores Arbejdsplads” hos Velliv Foreningen til et skræddersyet forløb til ledergruppen.

”Vi kunne mærke, at oplægget om ”hjernero” var noget, medarbejderne og lederne virkelig kunne forholde sig til. Jeg tænkte: Det må vi kunne bruge til noget mere! Derfor udviklede vi sammen med Mindcamp et forløb for vores mellemledere i Danmark  som vi lige har afsluttet. Med forløbet står vores ledere langt stærkere i at håndtere medarbejdernes bekymringer og tage hånd om begyndende symptomer på stress.”

Færre konflikter og større forståelse

For virksomheden Kids-world har Danmarks Mentale Sundhedsdag også ført til en ansøgning til puljen ”Vores Arbejdsplads” og et mere dybdegående projekt om mental sundhed. På Danmarks Mentale Sundhedsdag i 2022 havde virksomheden fokus på en enkelt afdeling, som gik i dybden med kommunikation og hverdagstrivsel. Den positive effekt af dagen var tydelig. Derfor opstod der et ønske om at udbrede de gode indsigter til resten af virksomheden.

På den baggrund søgte Kids-World midler hjem til et projekt for alle mellemledere. Lederne har blandt andet har fået udarbejdet en personlighedsprofil, fået værktøjer til ”den svære samtale” og lært om feedback-teknikker. Annette Nielsen, som er indehaver af virksomheden, siger:

”Projektet har helt klart styrket mellemledergruppen og hele virksomheden. I ledergruppen kan vi bedre sparre med hinanden, fordi vi kender hinanden bedre og er blevet opmærksomme på vores forskellige kommunikationsformer. Jeg oplever, at vi generelt i virksomheden har færre konflikter og en større forståelse over for hinanden.”

Søg op til 250.000 kroner

For sjette år i træk kan alle danske arbejdspladser i 2024 søge Velliv Foreningen om 10.000 kr. til et event, der sætter fokus på den mentale sundhed. Sidste år blev der uddelt midler til 1.164 arbejdspladser - et rekordstort antal. 

Med puljen ”Vores Arbejdsplads” er det muligt at gå skridtet videre og søge op til 250.000 kr. Pengene skal gå til at forebygge mentale sundhedsudfordringer og styrke arbejdsfællesskab, trivsel og arbejdsglæde.