Nyhed 8.02.2023

Analyse af modtagelse af ukrainere på danske arbejdspladser

Velliv Foreningen har støttet en analyse baseret på interviews på 25 tilfældigt udvalgte private virksomheder, der har ansat mindst en ukrainsk flygtning. Analysen giver et øjebliksbillede af erfaringer på arbejdspladserne i en helt speciel situation i dansk integrationshistorie.
pexels-kostiantyn-stupak-190340.jpg

En stor del af de ukrainske flygtninge i Danmark er i løbet af meget kort tid kommet ind på arbejdsmarkedet. Hvordan har virksomhederne tacklet den nye situation, som ingen i forvejen havde en drejebog for? Hvad har det betydet for kollegerne? Og for ukrainerne selv? Velliv Foreningen har støttet en analyse foretaget af konsulenthuset Discus, der er baseret på interviews på 25 tilfældigt udvalgte private virksomheder, der har ansat mindst en ukrainsk flygtning.

 

Civilsamfundet spiller en rolle

Ukrainerne er blevet taget godt i mod af både virksomheder, myndigheder og civilsamfundet. Rigtig mange af flygtningene har fortalt, hvordan civilsamfundet i bred forstand har været afgørende har været afgørende for at få dem i arbejde og for at finde sig til rette på den nye arbejdsplads. Det har været hjælp fra virksomhedsledere, kolleger og andre i lokalsamfundet. Det har dels været fra private; ukrainerne har fortalt om indkvartering hos private, hjælp til at kontakte myndighederne, sociale arrangementer, lån af bil, donation af tøj og meget mere. Dels ukrainske foreninger samt etablerede organisationer som Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.