10. oktober er det Danmarks Mentale Sundhedsdag, og igen i år er mange arbejdspladser klar til at være med til at fejre dagen. Velliv Foreningen har i år modtaget hele 2.529 ansøgninger.
11 samtidigt arbejdende udvalg gennemgik de mange ansøgninger i sidste uge, og brugte hele den afsatte ramme på 10 mio. kr. Alle ansøgere har fået direkte besked.
De 11 udvalg bestod af 11 repræsentantskabsmedlemmer fra Velliv Foreningens repræsentantskab, 11 sagkyndige samt 11 sekretariatsmedlemmer. Udvalgene kom på en hård opgave med at vælge mellem de mange meget kvalificerede ansøgninger.
Igen i år har arbejdspladserne lagt sig i selen for at sammensætte spændende programmer, der kan sætte fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Det er i høj grad psykologisk tryghed og omsorgstræthed, der har været populære temaer i år, men også forandringsparat og konflikthåndtering er noget, der optager mange arbejdspladser.